Se kilde til Arbejderne og deres organisationer (boguddrag)

Boguddrag fra bogen “Kolding under besættelsen” (udgivet [[1946]]), læs kapitlet ''Arbejderne og deres organisationer'' af typograf [[N. Chr. Andersen]] 

Boguddraget er kopieret i marts 2026 fra digitaliseringen på krigendagfordag.dk.

== Uddrag ==
Da tyskernes motoriserede hærstyrker den 9. april 1940 med brask og bram drønede gennem Kolding, brast alle illusioner om fred og ret til fri livsudfoldelse.

Efter besættelsens øjeblikkelige chok udsendtes til arbejder organisationerne cirkulærer med opfordring til at lade ansvarsfølelse og solidaritet forblive levende i den kommende svære tid og til tillidsmændene om at blive på deres pladser i organisationer og gøre dagens gerning under de givne vilkår.

Det var klart for enhver, at der nu forestod en lang og svær kamp, der måtte føres med den største beslutsomhed og standhaftighed. Gennem en lang årrække var der indenfor arbejderbevægelsen udfoldet en dybtgående og vidtforgrenet oplysnings virksomhed, så arbejderne vidste, hvad de havde at forsvare, og de forstod, at deres tilkæmpede demokratiske friheder og rettigheder var en kamp værd. Samarbejde og sammenhold om det væsentlige var parolen, som skulde følges overalt. Men det var indlysende, at arbejderne ikke kunde føre kampen alene mod den tyske overmagt. En sluttet dansk front var en livsbetingelse for at kunne møde overgreb fra besættelsesmagten med fornøden styrke.

Begyndelsen blev gjort på arbejdspladserne, hvor sammenholdet hurtigt kom ud for en belastningsprøve. Med besættelsen spærredes vejen til tre fjerdedele af Danmarks afsætningsmarkeder, og forbindelsen med lande, der leverede over halvdelen af de varer, Danmark sædvanligvis indfører, blev afbrudt. Usikkerheden for erhvervene gav sig udslag i omfattende afskedigelser, og for at bøde herpå forekom arbejderne mange steder med ønske om at få indført arbejdsdeling for at frodele den økonomiske smerte og for at sikre arbejdernes tilknytning til virksomhederne og deres fag. Aftalerne var frivillige, men de fik hurtigt et sådant omfang, at organisationerne førte kravet om arbejdsdeling med godtgørelse for arbejdsstab frem for rigsdag og regering, som herom gennemførte en lov, der trådte i kraft 1. juni 1940. Ordningen hvilede også efter loven på frivilligt grundlag. Dette var et klart udtryk for solidaritetsfølelse og offervilje.

Oplysnings virksomheden måtte holdes i gang og intensiveres, og der måttes virkes på helt nye områder. Således fik Arbejdernes Fællesorganisation i september 1940 tilladelse til at arrangere samlede museumsbesøg på Koldinghus for organisationens medlemmer. Hensigten hermed var at øge interessen for dansk historie og kultur gennem tiderne.

Til alsang og algang mødte arbejderne talstærkt frem, fordi der ved siden af det underholdende i arrangementerne var lejlighed til at demonstrer nationalt sammenhold overfor tyskerne.

Arbejderbevægelsen og dens presse

Arbejderbevægelsen og dens presse havde allerede i årene før krigen ført en målbevidst kamp mod nazismen, og gennem den danske emigranthjælp var der ydet støtte til folk, som aktivt havde bekæmpet nazismen i Tyskland og var flygtet til Danmark for at søge beskyttelse mod deres forfølgere. Gennem disse mennesker havde man fået kendskab til nazismens metoder og den barbariske behandling af dens modstandere i koncentrationslejrene. Emigranthjælpen i Kolding opretholdtes for størsteparten af frivillige bidrag fra arbejdere, men fik også bidrag fra intellektuelle kredse.

Den politiske udvikling styrkede opfattelsen af, at det var tyskerne hensigt at gøre Danmark til en nazistisk stat i det nye Europa, men arbejderne vilde gøre deres til, at der ikke kunne skaffes håndlangere til en sådan udvikling. Ved de få møder, nazisterne holdt her i byen, troppede arbejderne op og reagerede voldsomt mod den nazistiske propaganda, og de få godtroende stjæle, som lod sig vildlede af nazisterne gyldne løfter, var blottet for enhver indflydelse.

Tyskerne udnyttede arbejdsløsheden til hvervning af dansk arbejdskraft til Tyskland. Hvervningen foretoges af en rejsende kommission i forbindelse med det tyske konsulat i Borgen på Haderslevvej og af blikkenslagermester Niels Petersen i Hyrdestræde. I den første tid lod mange løse arbejdere sig lokke af tyskerne løfter om store fortjenester, men kvalitetsarbejderne reflekterede ikke på tilbudene.

Hverve kontrakterne oprettede almindeligvis for et halvt år, og efter kontraktens udløb vendte de fleste koldingensiske arbejdere skuffede tilbage fra Tyskland. Adskillige danske arbejdere flygtede fra deres kontraktlige forpligtelser. De søgte i stor udstrækning til Kolding for at få hjælp til hjemrejse, og Arbejdernes Fællesorganisation bevilgede i juli 1940 et beløb til dette formål.

I slutningen af 1941 og i begyndelsen af 1942 blev der arbejdet energisk for at hverve medlemmer til den nazistiske organisation ”Dansk Arbejdsfront”. Tyskerne forsøgte at kræve medlemskab af denne organisation, som betingelse for at få arbejde hos entreprenører, som arbejdede for værnemagten. Dette var således tilfældet ved bygningen af de tyske barakker på Dyrehavevej og på Lykkegårdsvej. Fagforeningerne protesterede dog med held herimod.

Mellem Arbejdsministeriet og de tyske myndigheder var der truffet aftaler om formidling af arbejdskraft til offentlige arbejder m.v. I de første år af besættelsen havde entreprenør firmaerne afgang til selv at antage arbejdskraft, dog således at de ikke måtte antage arbejdskraft, som havde beskæftigelse ved landbrug eller skovbrug.

Ved en senere forhandling blev det bestemt, at al arbejdskraft fremtidigt skulle anvises af de offentlige arbejdsanvisningskontorer, og det blev pålagt disse kontorer at træffe de fornødne foranstaltninger til udskiftning af den landbrugskyndige arbejdskraft med arbejdsledige fra byerne.

Når værnemagtsarbejderne blev ledige og meldte sig til deres respektive arbejdsløshedskasser for at få understøttelse, foretog kassernes ledelse en grundig undersøgelse af deres fortjeneste, hvorefter man krævede overarbejde afspadseret og reglerne om karensdage for ret til oppebærelse af understøttelse strengt overholdt. Socialkontorerne foretog tilsvarende undersøgelser og krævede, at alle ansøgere om socialhjælp skulle gå til kontrol, og der udbetaltes i sådanne tilfælde ikke mere i hjælp, end hvad loven absolut foreskrev.

Lukkede møder

I besættelsens første periode blev der afholdt lukkede møder, i hvilke der blev givet oplysninger om de voldshandlinger, som tyskerne gjorde sig skyldige i, og som ikke måtte omtales i pressen. Der foretoges frivillige indsamlinger til interneredes pårørende, ligesom fagforbundene åbnede adgang til særhjælp i sådanne tilfælde. I sommeren 1942 fik faglige og politiske repræsentanter forbindelse med “Ringen” i Kolding og omegn. men senere trak man i forståelse med de politiske partiers ledelser repræsentanterne tilbage for at undgå en kollision mellem de formelt legale og det decideret illegale.

Politisk stillede tiden store krav til tillidsmændenes tålmodighed og disciplin. Samarbejdet mellem partierne krævede resignation og ofre. Folketingsmand M. Larsen suppleret af redaktør Søren M. Jensen holdt under hele besættelsen ved fortrolige møder de faglige og politiske ledere orienteret om alle politiske foreteelser. I organisationerne gik bølgerne ofte højt, fordi man syntes, arbejderne måtte bære en uforholdsmæssig del af krigens byder. Priserne steg, varernes kvalitet blev ringere, arbejdsgivernes nej-politik gjorde ikke stemningen blidere, og der var stærkt delte meninger om fortsat eftergivenheds-politik overfor tyskerne.

Murernes Fagforening 50 Års Jubilæumsfest

Torsdag den 25. Februar 1943 holdt Murernes Fagforening 50 Års Jubilæumsfest, som sent vil glemmes af deltagerne. I dagens særlige anledning samlede man på Industriforeningen allerede kl. 16.30. Middagen i den smukkede teatersal forløb på sædvanlig festlig måde med taler og sang, men pludseligt blev der røre i forsamlingen, og rygter om bombeattentat mod værnemagten på højskolehjemmet spredt med lynets hast. Kort efter ankom politiet, alle deltagerne beordredes ind i salen, og dørene blev lukket. Fra scenen meddelte kriminalassistent Rasch, at der var forøvet et attentat mod den tyske værnemagt, hvilet kunne få de alvorligste følger. Det var dog overdraget dansk politi at foretage de fornødne undersøgelser og foranstaltninger, og han manede alle til nøje at følge politiets anvisninger. Enhver, som gjorde forsøg på at forlade bygningen, risikerede at blive skudt. Alle tilstødende gader var afspærret, og der var udstedt øjeblikkeligt forbud mod udskænkning af stærke drikke.

Efter denne tale begyndte afhøringerne af hver enkelt af de tilstedesvarende. Det var et omfattende arbejde, og selv om politiets folk arbejdede under højtryk, var afhøringerne ikke tilendebragt før kl. 4.30 om morgenen. Derefter blev mændene stillet op i rækker og ført til visitation i søjlesalen. Lommernes indhold blev lagt på et bord, hvorefter politiet foretog kropsvisitation. Kl. 6.30 blev der givet tilladelse til at forlade bygningen, og folk fik travlt med at komme hjem efter en lang og trættende nat, hvor gæsterne ikke havde fået hverken vådt eller tørt, siden de rejste sig fra middagsbordet.

Bombeattentatet skabte et sandt raseri hos tyskerne. Nu skulle befolkningen få en lærestreg, så den lærte at sætte pris på tyskernes venlighed. Men tyskernes drastiske skridt gjorde kun ondt værre og skabte øget uro, som nåede kulminationen i august med tiltagende strejker og sabotager.

August 1943 strejkerne

Den 21. august udsendte regering og rigsdag en erklæring, der vendte sig mod sabotage og strejkerne og opfordrede befolkningen til at bevare ro, besindighed og sammenhold. Men erklæringen virkede mod sin hensigt.

Natten til søndag den 22. august skete der en bombeeksplosion i gården til “Ny Missionshotel” i Jernbanegade, hvor tyskerne havde kvarter. Her skal blot nævnes, at to postfunktionærer blev anholdt. Postbudenes formand, overpostbud A. J. Vilhelmsen, henvendte sig søndag morgen til Arbejdernes Fællesorganisation om bistand for at få de to fængslede postmænd frigivet. Forretningsudvalget stillede derefter gennem kriminalbetjent V.G. Nielsen følgende krav til den tyske kommandant: 1. Løsladelse af de arresterede postmænd Kl. 12 Middag, 2. Erstatning for svie og smerte, 3. Fjernelse af alle tyske vagtposter på posthusets og jernbanens områder. Såfremt disse krav ikke opfyldes, ville posthusets og jernbanens folk ikke møde til tjeneste søndag aften, og der kunne ventes sympatistrejke over hele byen fra mandag morgen.

Kravene om løsladelse og erstatning blev straks imødekommet, hvorimod kravet om fjernelse af de tyske vagtposter på posthusets og jernbanens terræn afvistes, men forretningsudvalget holdt fast på, at dette krav var ufravigeligt, og tilsidst bøjede tyskerne sig herfor.

Det danske politi havde i den senere tid indtaget en passiv holdning overfor sabotagen, fordi det tyske politi blandede sig i sagerne, og en lavine af urolige begivenheder rullede over landet. Generalstrejken i Esbjerg i begyndelse af august 1943, efterfulgtes af strejker i en række andre byer. Også i Kolding blev der uro. Demonstranter drog gennem gaderne og knuste udstillingsvinduerne hos handlende, der mistænktes for at have været særligt imødekommende overfor tyskerne, og gaderne myldrede af nysgerrige tilskuere. Urolighederne nåede højdepunktet, da der søndag den 22. august om aftenen tændtes bål på Akseltorvet foran rådhuset. Politiet greb nu ind og splittede mængden. Også tyske soldater tog affære og sårede flere mennesker med bajonetterne.

Politiets indgriben ved denne lejlighed vakte voldsom harme, og da dagen efter indkaldtes repræsentantskabet for Arbejdernes Fællesorganisation til møde på Alhambra. På dette møde rettedes hårde bebrejdelser mod politiet for dets optræden, og der nedsattes et udvalg, som skulle protestere overfor politiets ledelse for at undgå gentagelser af den beklagelige episode på Akseltorv.

Denne protest blev afgivet den følgende formiddag. Politiet gav udvalget en indgående redegørelse for de urolige tilstande i byen. Betjentene havde alene grebet ind for at beskytte befolkningen og appellerede nu om bistand fra Arbejder-Organisationerne, da man frygtede for, at tyskerne ville sætte hårdt ind, hvis forholdene ikke blev roligere.

Den hårde hånds politik fik nu overtaget hos tyskerne, som ville vise deres frygtindgydende styrke. Den 29. august var forberedt.

Den tyske aktion blev i Kolding indledet kl. 4 om morgensen, og der foretoges forskellige arrestationer, men ingen faglige eller politiske ledere indenfor arbejderbevægelsen blev anholdt. Den 29. august 1943 blev det store vendepunkt i kampen mod tyskerne. Nationens politiske ledere havde ved deres enstemmige nej løst alle fra forpligtelsen overfor den hidtil førte politik. Vejen til åben kamp mod tyskerne var fri.

Efter at det politiske liv var knægtet, var de faglige organisationer faktisk Arbejdernes eneste officielle talerør i resten af besættelsestiden.


== Henvisninger==
* Boguddrag fra Kolding under Besættelsen 1940-1945, siderne 275-280 redigeret af [[K. Baagøe]] og [[E. Ebstrup]], 1946

{{Kolding under besættelsen}}
[[Kategori: Besættelsen]] 
[[Kategori:Kildematerialer (besættelsen)]] 
[[Kategori: Fagforeninger]]