Se kilde til Sogne, kirkelige og kommunale

Sogne er geografisk afgrænsede områder. Der er to slags sogne, kirkesogne og sognekommuner. Deres grænser er ofte identiske, men undtagelser findes.

Kirkesogne opstod i tidlig middelalder. Kirken var under opbygning og havde behov for at holde rede på, hvem der søgte til hvilke kirker og dermed skulle betale for vedligehold af bygninger og løn til præster. I takt med befolkningens vækst opstod nye sogne ved deling af gamle sogne. I dag anvendes sogne (og herreder) fortsat af folkekirken. 

Sognekommuner fandtes fra 1842 til kommunalreformen i 1970. De var politiske forsamlinger under ledelse af valgte sogneforstanderskaber, fra 1868 kaldet sogneråd.

Sognekommunernes geografiske grænser var en videreførelse af fattigvæsenets sognedistrikter, der dannedes 1803. I tilfælde, hvor hovedsogn med annekssogn(e) var forenede under samme præstekald, skulle de udgøre et sognedistrikt. Hvert distrikt skulle have sin egen fattigbestyrelse, kaldet sognekommission, og sin egen fattigkasse, hvis midler skulle skaffes ved ligning på stedets beboere. Fra 1842 blev sognedistrikter til sognekommuner under tilsyn af amtmanden.

Indenfor nutidens Kolding Kommune var der i tre tilfælde forskelle mellem grænserne for kirkesogne og sognekommuner:<br />
1) Harte kirkesogn og Nørre Bramdrup kirkesogn var grundlag for dannelse af [[Harte-Bramdrup sognekommune]].<br />
2) Eltang kirkesogn og Sønder Vilstrup kirkesogn samledes i [[Eltang-Vilstrup sognekommune]].<br />
3) [[Kolding Slotssogn]] (Kolding Landsogn) forenedes med Kolding Købstad. 

12 sogne fra hertugdømmet Slesvig blev sognekommuner i kongeriget Danmark efter 1842: <br />
A) Efter krigen 1864: Dalby, Hejls, Sønder Bjert, Sønder Stenderup, Taps, Vejstrup, Vonsild og Ødis. <br />
B) Efter genforeningen 1920: Aller, Frørup, Stepping og Tyrstrup.

Kolding by var en købstad indtil 1970. Købstæderne opstod i middelalderen med særlige rettigheder overfor det omgivende land med landsbyer og enestegårde. Koldings ældst kendte privilegier er fra 1321. Privilegierne gav indtil 1857 købstæderne eneret på at drive handel, håndværk og anden såkaldt borgerlig næring, med visse undtagelser. Købstæderne måtte gerne bedrive landbrug og fiskeri. Købstæderne fik med købstadsordningen af 1837 en vis grad af selvstyre under tilsyn af amtmanden. I 1869 omdannedes købstæderne til købstadskommuner. Købstæderne forsvandt helt med kommunalreformen 1970, hvor sognekommuner og købstæder forenedes i kommuner. 

===Litteratur og kilder===

*Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660. 1984.
*Dansk præste- og sognehistorie, X, 1985.
*Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970. 1976.
*Trap, Danmark, 1.-5. udgave. Folkestyre i by og på land.
*Danske Kommuner gennem 150 år. Red. Per Boje m.fl., 1991.

[[Kategori: Sogne]]