Peter Hvidtfeldt

Fra KoldingWiki

Peter Hvidtfeldt

Peter Hvidtfeldt.jpg
Peter Hvidtfeldt

Født: 18. december 1861

Død: 21. juni 1945

Ægtefælle: Annalie Eva Lovise Lundahl

Erhverv: Typograf, fagforeningsmand

Peter Hvidtfeldt blev født den 18. december 1861 i Holbæk og døde den 12. juni 1945 i København, men er begravet i Kolding. Han var fagforeningsmand og socialpolitiker og regnes for at være stifteren af Arbejdernes Fællesorganisation (AFO) og Socialdemokratisk Forening i Kolding. I 1879 blev han udlært som typograf på Holbækposten, hvor han allerede i en alder af 12 år fik en plads. Han kom til Kolding som det man kaldte for en vandrende eller rejsende svend i 1883, hvor han blev de næste 20 år. I Kolding var han yderst engageret i organisationslivet, og man kan næsten kalde ham for sjælen i sådan et liv, da han på flere måder blev et forbillede på provinsens arbejderbevægelse.

I 1883 stiftede han landets første fællesorganisation og -fagforening, som dog kun levede i en kort periode. Det til trods opstod der en række faglige, politiske og kooperative sammenslutninger samt foretagender, og i 1886 stiftede han Arbejdernes Fællesorganisation, hvor han var formand fra 1886-1902. Han var desuden også formand for Socialdemokratisk forbund i Kolding fra 1886-93, hvorefter han var næsteformand indtil 1902. Peter Hvidtfeldts agitatoriske og organisatoriske indsats er til takke for, at der ud af typografernes rejse- og understøttelsesforening blev skabt en effektiv fagorganisation. I Dansk typografisk forenings Koldingafdeling var han formand fra 1886-88, næstformand fra 1888-96 og igen formand fra 1896-98.

En delvis centralisation af typografernes organisationer skete i 1902, og det bevirkede at Hvidtfeldt, der havde været forretningsfører for Dansk typografisk forening siden 1898, flyttede til København, hvor han i 1905 overtog hovedkassererposten for Dansk typografforbund. Da Peter Hvidtfeldt efter 20 år i Kolding rejste bort, udgav han derfor et lille hæfte optegnelser, Tyve Aars Organisationsarbejde i Kolding, 1902.

Peter Hvidtfeldt var søn af snedker Søren Peter Hvidtfeldt og hustru Ane Marie Hansen. Peter Hvidtfeldt blev gift 31. august 1884 i Kolding med Annalie Eva Lovise Lundahl, Annalie Lundahl var datter af skomageren Johan Peter Lundahl og hustru Marie Cathrine Rasmine Lundahl, forældrene var fattige og boede i Annalies barndom i Skarbys Gård.

Litteratur og kilder