Missionshotellet, Helligkorsgade 1

Fra KoldingWiki
Missionshotellet, Helligkorsgade1, 1970'erne. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Aktieselskabet Kolding overtog i 1924 Thomsens Hotel, der blev omdannet til Missionshotellet (1924-1975). Det var byens andet missionshotel. Det første blev nedlagt i 1919. Hotellet blev i de første år drevet af direktør Niels Lysgaard. Han formåede at skabe et populært hotel med ”en restaurant, hvor intet er for dyrt, og endda godt”. Han blev i 1936 efterfulgt af direktør Kristian F.L. Nielsen.

Fra 1939 til lukningen i 1975 blev Missionshotellet drevet af familien Madsen, der kom fra Hurup Missionshotel i Thy. Først stod Marie og Jens Madsen for driften. De var knyttet til Indre Mission. Han var i årene 1948-1958 formand for foreningen bag Missionshuset Bethel på Tøndervej. Efter Jens Madsens død i 1965 blev datteren Christa Madsen direktør.

Hotelbranchen oplevede i 1960erne og 1970erne en generel lavkonjunktur. I 1973 lukkede Christa Madsen restauranten og lejede stuetagen ud til en tøjforretning. På første sal fortsatte hun med en mindre morgenmadsrestaurant. Den 1. oktober 1975 ophørte hoteldriften i Helligkorsgade 1.

Bygningen blev totalt ombygget og udvidet i 1884 af ejeren bag Thomsens Hotel. Fra 1980 til begyndelsen af 2013 har BR-Legetøj haft til huse i stueetagen. Lejemålet er herefter overgået til isenkramkæden Kop og Kande.


Litteratur og kilder

  • Holger Villumsen: Fire missionshoteller i Kolding, Koldingbogen 2010.