Jernbanegade

Fra KoldingWiki
Version fra 6. mar 2020, 20:46 af Billy (diskussion | bidrag) Billy (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Jernbanegade mod stationen, 1907. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Jernbanegade mod Rådhuset, ca. 1910. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Jernbanegade strækker sig i dag fra Banegårdspladsen til Akseltorv. Den brede del af Jernbanegade blev anlagt i forbindelse med opførelsen af Statsbanegården i 1866 med navnet Jærnbanevej. Jernbanevej lå i flere år øde hen. Gaden var ikke belyst, og de folk, der skulle til og fra stationen, måtte medbringe håndlygter. Den manglende belysning gav anledning til konflikt mellem Kolding by og jernbanen, og først i 1871 overtog byen gaden. Det første hus på Jernbanevej blev opført så sent som 1882.

Den smalle del af Jernbanegade, der nu er gågade, hed oprindelig Høffdingsgade efter skibskaptajn Høffding, som anlagde gaden fra Munkegade til Slotsgade omkring 1850. Før den tid dækkede den kongelige urtehave hele arealet fra Staldgården til Klostergade mellem Slotsgade og Munkegade. I Høffdingsgade blev der opført flere gårde langs vejen i årtierne efter 1850. Selskabet Enigheden opførte et stort klubhus her i efteråret 1857. Det blev senere til Industriforeningens bygning. Høffdingsgade blev brolagt i 1861. Der var ingen forbindelse mellem Høffdingsgade og Akseltorv, Østergades baghuse strakte sig helt til Slotsgade. Først med anlæggelsen af Nygade i 1876 mellem Slotsgade og Akseltorv etableredes en direkte vej fra banegården til Akseltorv. De tre gader Jærnbanevej, Høffdingsgade og Nygade fik samme navn Jernbanegade den 30. januar 1891 (Kolding Stadsarkiv).


Litteratur og kilder

  • P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, 1908-1910 genudgivet som bd. 1. Koldinghus, 1974 og bd. 2. Det gamle og nyere Kolding, 1975.
  • ”En gade i Kolding. Jernbanegade” i Jydske Tidende, 1. december, 1963.
  • Georg Bruun: Koldings Gader, Byrådsbogen 1936–37, 1937. Kolding, 1937.