Hans Junghans

Fra KoldingWiki
Maleri af Hans Junghans på Kolding Rådhus

Hans Junghans var borgmester i Kolding 1759-1783. Han var som alle andre borgmestre under enevælden kongeligt udnævnt, dvs. udpeget af Danske Kancelli i København. Hvor det tidligere havde været almindeligt at udpege kendte, lokale folk, oftest købmænd, til borgmesterposten, blev det i midten af 1700-tallet almindeligt, at kancelliet udpegede personer, der havde de administrative kvalifikationer til at stå for købstadens styre. Hans Junghans var den første borgmester i Kolding, der havde en juridisk embedseksamen.


Hans Junghans blev udnævnt til borgmester den 9. marts 1759 og to måneder senere også til byfoged. Desuden fik han lovning på tolder- og postmesterembedet, når forgængeren Jens Riis også fratrådte disse embeder. Det skete dog først i 1779, da Riis døde. Man accepterede denne sammenlægning af embeder for at gøre det mere tillokkende for ansøgerne. I mellemtiden var borgmester Junghans også i 1770 blevet herredsfoged for Andst, Jerlev og Slaugs herreder og en del af Brusk Herred.


Da Hans Junghans tiltrådte som borgmester, var han 33 år. Han var født den 3. april 1726 i Udbyneder. Han var gift i 1750 blevet gift med Elisabeth f. Just (1730-1804) med hvem han fik 14 børn. I 1760 købte han ejendommen Rendebanen 12, matr. nr. 331. Huset blev nedrevet i forbindelse med anlægget af Bredgade i begyndelsen af 1940erne.


Den vigtigste begivenhed i de 24 år, han var borgmester, var, at byen i 1765 købte Overmarken. og at Kolding Hede og Brændkjær Mark kom ud af fællesskabet med de omkringliggende landsbyer, så dyrkning og græsning kunne forbedres. Han sørgede også for, at byen fik bedre lægebetjening, og at tirsdag som torvedag blev overholdt. Desuden fremhævede han ved sin afsked, at byen i hans tid havde fået lagt broer over nogle farlige render i Østergade og Låsbygade, der ofte havde forårsaget ulykker i de mørke aftener.


I 1783 ansøgte Hans Junghans om at måtte fratræde som borgmester – han beholdt dog sine andre embeder. Han var fortsat toldkontrollør til 1791, herredsfoged til 1797, postmester ved pakkeposten til 1802 og postmester ved brevposten til 1808. Han døde 13. maj 1818 i en alder af 91 år og er begravet på Kolding Gl. Kirkegård. Hans meget særprægede gravsten med opregning af alle hans embeder står tæt ved indgangen fra Stejlbjergvej. Formen antyder, at han har været frimurer.


Skiftet efter ham viser, at han var velhavende og belæst. Han havde juridisk litteratur, bøger om landbrug og en stor samling af Ludvig Holbergs værker.


Hans Junghans og hans hustru nåede at fejre guldbryllup og skænkede på deres guldbryllupsdag i 1800 et legat til to enker af Koldings borgerskab.


På Kolding Rådhus hænger et maleri af borgmester Hans Junghans, som Kolding Kommune købte i 1969. I 1996 testamenterede et tipoldebarn en større sum penge til Låsbyhøj, der i den anledning indrettede en Junghans-stue på plejecentret.


Litteratur og kilder

  • Birgitte Dedenroth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000, 2001.
  • P. Eliassen: To Koldingborgmestre, Vejle Amts Årbøger 1911.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4 Junghans, Hans.