GORI

Fra KoldingWiki
Version fra 11. feb 2016, 09:49 af Sfsarkiv (diskussion | bidrag) Sfsarkiv (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Goriværket, Dyrehavegårdsvej, 10.4. 1977. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Brandtomten, 5.7. 1978. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

W.O. Ehrenskjöld (1873-1948) var fabriksinspektør i Kolding. Hans opgave var at sikre, at det træ, hejseværker hang i, ikke forfaldt. I denne forbindelse fik han den idé at bruge antiseptiske midler i kampen mod råd. Takket være eksperimenter fandt han frem til en blanding af antiseptiske midler og tjære, der viste sig effektiv i kampen mod råd.

Ehrenskjöld opkaldte produktet efter sine 4 børn: Georg, Orloff, Robert og Inge - GORI, og satte en produktion i gang fra Dyrehavegårdsvej 38-40. Med årene udviklede Ehrenskjöld nye træbeskyttelsesprodukter, og det var da også kun via kontinuerlig nytænkning, at det lykkedes firmaet at forblive konkurrencedygtig.

I 1948 overtog fabrikant E.G. Ehrenskjöld (1908-1971) virksomheden, og særligt 1960erne blev gode år for forretningen. På det tidspunkt skød parcelhusene op overalt i landet og de havde brug for træbeskyttelse.

I 1970 skiftede virksomheden navn fra Goriværk I/S til GORI A/S, og kort herefter blev det N.O. Ehrenskjölds ( 1935-2012) lod at drive firmaet videre, og især takket være bl.a. en stærk markedsføring steg omsætningen betydeligt

I 1976-77 opførte GORI en ny stor fabriksbygning på Birkemosevej, der imidlertid brændte i 1978. En ny bygning var klar til indvielse i oktober 1979. Fabrikken blev kendt for et åbent kontor- og produktionsmiljø, hvor lagertankene var udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne.

I 1991 blev GORI A/S solgt til konkurrenten Dyrup, der i 2009 solgte videre til Tecknos i Vamdrup, dog kun varerne til industri, ikke gør-det-selv træbeskyttelsesmidlerne.. Samtidig lukkede fabrikken på Birkemosevej. I 2013 er fabrikken på Birkemosevej indrettet til Innovationsfabrik for IBC. Produktet Gori sælges stadig (februar 2016) af Dyrup, ligesom Dyrup ejer varemærket. Dyrup blev 2012 overtaget af det amerikanske PPG Industries.

Litteratur og kilder

  • Gunnar Engberg: Koldings Erhvervsliv i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4. og 66.64.