Ellen Andersen

Fra KoldingWiki
Version fra 9. jun 2022, 09:40 af SofieSon (diskussion | bidrag) SofieSon (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Ellen Andersen. Kolding Stadsarkiv, Fotograf L. Fransson, Kolding 2002

Ellen Andersen (født 1938 i Rørvig) var sygehjælper og medlem af Kolding Byråd i perioden 2002-2005 for Socialdemokraterne.

Ellen Andersen er uddannet sygehjælper, og har i mere end 20 år – fra 1981 til hun gik på pension i 2003 – været formand for Dansk Kommunalarbejder Forbund (DKA)/Forbundet for Offentligt Ansatte (FOA) i Kolding. Det er som forbundsformand at hun for alvor har gjort sig gældende i Kolding, mens karrieren som byrådspolitiker både var kortere og mindre fremtrædende.

Ellen Andersen arbejdede som sygehjælper på sygehuset i Nykøbing Sjælland, inden hun i 1968 flyttede til Aarhus for at arbejde på Fødselsstiftelsen. Et par år senere flyttede hun videre til Odense Universitetshospital. I 1975 fik Ellen Andersen arbejde på det nye sygehus i Kolding, og kort efter blev hun valgt som tillidsmand. I 1981 blev hun første gang valgt som formand for DKA, men på dette tidspunkt var der ikke medlemmer nok til en fuldt lønnet formand. Først da medlemstallet midt i 1980’erne oversteg 1.000 og da der efterhånden var 36 overenskomster, der skulle administreres, arbejdede hun som fuldtidsansat formand.

I november 2001 stillede Ellen Andersen op til byrådet for Socialdemokraterne. Det var anden gang hun var opstillet, men fire år tidligere blev hun ikke valgt. Hendes byrådsarbejde begyndte fra begyndelsen af 2002 – godt og vel et års tid inden hun gik på pension som formand for FOA i Kolding i marts 2003. Hun kom med i fire forskellige udvalg – seniorudvalget, social- og arbejdsmarkedsudvalget, uddannelsesudvalget og kulturudvalget. Ved valget i 2005 genopstillede hun ikke.

Litteratur og kilder

  • Kvindelige lokalpolitikere i Kolding 1909-2005, skrevet af historiestuderende ved Syddansk Universitet, Kolding. Redigeret af Mogens R. Nissen. Udgivet som webpublikation af Kolding Stadsarkiv, 2009 på http://www.koldingstadsarkiv.dk