Bent Gabrielsen

Fra KoldingWiki
Version fra 16. okt 2019, 13:18 af Henba (diskussion | bidrag) Henba (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med "{{Person uden billede|Bent Gabrielsen|11. juli 1928|-|-|Guldsmed}} Bent Gabrielsen blev guldsmed i 1949 og fortsatte på Guldsmedehøjskolen i København, hvor han fik afgan...")
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Bent Gabrielsen

Født: 11. juli 1928

Død: -

Ægtefælle: -

Erhverv: Guldsmed

Bent Gabrielsen blev guldsmed i 1949 og fortsatte på Guldsmedehøjskolen i København, hvor han fik afgang i 1953. Samme år blev han som 25-årig af Karl Gustav Hansen tilbudt stillingen som værkfører for smykkeafdelingen hos Hans Hansen Sølvsmedie i Kolding. Her tegnede han en lang række smykker både i guld og sølv, hvoraf mange stadig sælges i dag af firmaet Georg Jensen, der har overtaget Hans Hansen Sølvsmedie. I den første tid i Kolding tegnede han også nogle sølvsmykker for Georg Jensen, bl.a. en halskæde, som i 1960 fik guldmedalje ved Triennalen i Milano

I 1969 besluttede han at starte for sig selv med fabrikation fortrinsvis af guldsmykker, men han har siden også haft en række store specialopgaver, der også har omfattet corpusarbejder i sølv, bl.a. kirkesølv og altertavle til Brændkjærkirken (1971), Altertavle og kirkesølv til Simon Peters Kirke (1979), kirkesølv til Gjesing Kirke ved Esbjerg og borgmesterkæder for Vejle, Kolding, Egtved, Give og Trehøje kommuner.

Bent Gabrielsen har især fået kunder i Japan, der godt kan lide hans guldsmykker, der er enkle og inspireret af naturen. I Japan har han haft årlige udstillinger 1981-1997, men han har også solgt smykker til mange andre lande. 95% af hans guldsmykker er gået til eksport. Nogle af smykkerne er inspireret af udenlandsrejser til bl.a. Ægypten og Indien, men i de sidste mange år efter han er flyttet ud til Fiskenæs ved Donssøerne, er det den danske natur her, der mest har været hans inspirationskilde.

Bent Gabrielsen har fået en lang række danske og internationale priser for sine smykker og sølvarbejder og har haft separatudstillinger bl. a. på Kunstindustrimuseet (1978) Koldinghus og Kunstmuseet Trapholt (1994).