Ålykke

Fra KoldingWiki
Version fra 4. apr 2013, 10:14 af MartinMølgaard (diskussion | bidrag) MartinMølgaard (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Gartner A. S. Pedersen startede gartneriet i ”Aalykke” i 1897 ved køb af 1½ ha landbrugsjord. Gartneriet var beliggende umiddelbart vest for Kolding By på sydskrånin...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Gartner A. S. Pedersen startede gartneriet i ”Aalykke” i 1897 ved køb af 1½ ha landbrugsjord. Gartneriet var beliggende umiddelbart vest for Kolding By på sydskråningen ned mod Kolding å. I 1935 beskrives jorden som god muld og med et godt læ fra de omgivende bebyggelser. Der var 10 drivhuse med 200 vinduer og 1.300 m2 under glas, og der blev fortrinsvis dyrket blomster. Frem til 1919 blev der også drevet anlægsgartneri.

Der var butik i Jernbanegade 16, der blev passet af hustruen, Helen Clay Pedersen. Gartneriet var landskendt og et anset lærested. Kommunen købte jorden i 1943 for at skaffe plads til bolig til turberkuloseoverlægen og en evt. sygehusudvidelse. I dag findes bl.a. boligbyggeriet på Engstien på gartneriets jord. Gartnerboligen har nu adressen Engstien 2.

Ejeren Anders Simonsen Pedersen var født i Jordrup 1868, hvor faderen var lærer. Familien flyttede senere til Anst, hvor faderen blev førstelærer. Efter et ophold på Askov lærte A.S. Pedersen gartnererhvervet forskellige steder bl.a. ved et ophold i England. I 1893 forpagtede han gartneriet ”Flora” på Haderselvvej, før han etablerede eget gartneri. Han var formand for Kolding Gartnerforening og bestyrelsesmedlem i Dansk Gartnerforening. I 1927 blev han Ridder af Dannebrog. Han fungerede som dommer ved landsudstillinger bl.a. i England og Belgien. Han var medlem af Skt. Nicolai sogns menighedsråd, Højskoleforeningens foredragsudvalg og bestyrelsen for Sønderjysk Forening og døde 1958. Hustruen, den engelsk fødte Helen Clay Petersen var et ledende medlem af Dansk Kvindesamfund. (Kolding Stadsarkiv)


Litteratur og kilder

  • Dansk Biografisk leksikon 2. udg.,1940. Helge Skovmand i Kolding Folkeblad 5.12.1968 (Kronik).
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 63.5 og 99.4.