Vuggestuen i Skolegade

Fra KoldingWiki

Den ældste vuggestue i Kolding, der senere blev til Vuggestuen i Skolegade, og nu er Vuggestuen ved Åen, blev oprettet 11. juni 1906, da foreningen Børnenes Vel sluttede aftale med en savskærer i Warmingsgade om at modtage spædbørn i sit hjem for 50 øre pr. dag. Af disse 50 øre betalte forældrene 25 øre, mens Børnenes Vel betalte resten og også bekostede børnenes tøj og vask.

Aftalen måtte imidlertid kort efter opgives igen, da de øvrige beboere i Warmingsgade satte sig imod det. I stedet lejede Børnenes Vel en lejlighed Gl. Dalbyvej 17, og her indrettedes en vuggestue med frk. Maren Buhl som bestyrerinde fra 1. august 1906. Institutionen voksede, og i 1911 erhvervede man eget hus i Skolegade.

Det var den eneste vuggestue i Kolding, indtil Kolding Kommune i 1951 oprettede Vuggestuen Agtrupvej 47. Fra 1913-1937 var der også et fritidshjem i tilknytning til vuggestuen.

Vuggestuen i Skolegade blev nedrevet i 1995 for at give plads for TeleDanmarks nye boligbyggeri i Skolegade/Sct. Jørgens Gade.

I dag hedder vuggestuen "Ved Åen" og har lokaler i en del af det gamle Sygehus ved Vestre Ringgade. I 2005 blev vuggestuen fra den integrerede institution på Fynsvej fusioneret med vuggestuen Ved Åen.


Litteratur og kilder

  • Niels Jacobsen: Borgersind, Byrådsbogen 1941-42.
  • Kolding Socialkontor: Beretning for regnskabsåret 1960-61.