Vikingeklubben

Fra KoldingWiki

Vikingeklubben eller Kolding Vikinge Klub var en vinterbaderforening i Kolding, der blev stiftet 1937, nedlagt efter besættelsen.

I 1940 angives som formand bademester Alfred Mejling (Bjerggade).

Om Vikingeklubben

Vikingeklubben blev oprettet i 1937 og fortsatte til efter besættelsen. De 20-30 medlemmer mødtes for at bade om vinteren i det iskolde vand ved Kolding Fjord. For at blive optaget som medlem, skulle man gennem et helt år deltage i badeture, og dér vise, at man kunne svømme – nærmest uanset forholdene. Blev man optaget fik man et diplom, udarbejdet af daværende boghandler Carl Valdemar Schæffer. Et andet medlem, assurandør S.E. Andersen, brugte sine kreative færdigheder til at skrive følgende vers, der beskriver klubbens virke:

Til alle som har lyst og energi

til et bad søndag morgen efter ti

vil jeg sige et par små beskedne ord ved tanken må I ikke gyse spor

Hver søndag vi på Buen møder op.

Klokken ti præcis vi går i sluttet trop

med Karen Dons og Meiling i spidsen,

for nogen skal jo slå hul på isen.


De fire første dage i ugen

vi mødes så når vi har slugt menuen, det bliver kl. syv på samme sted

så drager vi af sted på lette fjed

og springer i den kolde mørke fjord,

det kolde gys, det gør os ikke spor,

vi samler al vor lyst og energi

i Kolding Fjord mellem syv og ni.

Litteratur og kilder

  • Poul Sørensen, Knud Moseholm m.fl. (red.): Sporten og Friluftslivet i Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
  • Saglig Samling, M2151