Tivoli

Fra KoldingWiki

Traktørstedet Tivoli åbnede d. 18. oktober 1883. Traktørstedet lå der, hvor Kolding Vandrerhjem ligger i dag - Ørnsborgvej 10. Det omkringliggende parkområde hørte til stedet, og gik ligeledes under navnet Tivoli.

Udsigten fra Tivoli var ganske særlig. Den maleriske slotsruin og byens tage præsenterede sig ekstra godt fra Tivoli, der blev regnet som byens højeste punkt. I godt vejr kunne man endda se helt til Skamlingsbanken. Mens man nød sin varme kaffepunch og udsigten, kunne man lytte til tonerne fra stedets orkester, dirigeret af Georg og Carl Lumbye. Der var også et pantomimeteater, og hver søndag var der fyrværkeri.

Det er sandsynligt, at stedet blev opkaldt efter forlystelseshaven Tivoli i København, men det kunne også være det romerske Tivoli. Ligesom på Alhambra ved Stejlbjerg ville man gerne signalere noget fjernt og eksotisk.

I januar 1928 ansøgte maskinarbejder Gosmann om bevilling til servering af stærk alkohol ved Tivoli, hvilket blev afslået af Bevillingsnævnet og Byrådet. Gosmann ansøgte endnu engang, men fik endnu et afslag i maj 1928.

Den 18. januar 1930 lukkede politiet restaurationen, idet man havde serveret alkohol for et større antal gæster efter lukketid, hvilket der ikke var bevilling til.

I juni 1930 var Tivoli ejet af N. V. Mortensen.

Kolding Kommune købte i juli 1937 traktørstedet for 6.000 kr. De gamle bygninger blev revet ned, og herefter blev Kolding Vandrerhjem opført på stedet i 1938.

Litteratur og kilder

  • Dedenroth-Schou, Birgitte. Kolding Vandrerhjem 1938-1988. Koldingbogen 1988. Kolding, 1988.
  • Kolding Stadsarkiv: Turistpjecer fra Kolding Turistbureau, 46.4
  • Kolding Folkeblad 18-10-1883
  • Kolding Folkeblad 13-1-1928
  • Kolding Social-Demokrat - 8-5-1928.
  • Fredericia Social-Demokrat - 21-1-1930
  • Fyns Venstreblad - 6-6-1930