Sonja Andersen

Fra KoldingWiki
Sonja Andersen sad i Kolding Byråd for Socialdemokratiet 1962-1986. Kolding Stadsarkiv, Fotograf ukendt, November 1981

Sonja Andersen (født 19. september 1918 i Tørring - død 18. marts 2003 i Kolding) sad i Kolding Byråd for Socialdemokratiet i perioden 1962-1986. Her har hun spillet en stor rolle for b.la. Koldings folkeskoler.

Sonja Andersen kom fra en stor familie med ti søskende, og hun flyttede hjemmefra som 17-årig for at stå i lære som nådlerske. Der blev ofte talt politik i barndomshjemmet i Tørring. Faderen sad i sognerådet i 12 år. I 1947 blev Sonja Andersen gift med arkitekt Alfred J. Andersen, og da hun havde født parrets første barn, datteren Liselotte, ophørte hun med at arbejde og blev i stedet for hjemmegående husmor. Derudover blev Sonja Andersens venstre akillessene ødelagt, og hun måtte opgive et ellers aktivt sportsliv, som optog meget af hendes fritid. Dette ledte til hendes begyndende interesse for politik.

Sonja Andersen meldte sig ind i Socialdemokratiet og kom med i deres kvindeudvalg, hvor hun senere blev formand. Hun kom også med i den lokale partibestyrelse. Det partipolitiske virke blev et springbræt til byrådet for Sonja Andersen, og i 1962 blev hun valgt ind. Sonja Andersen beskæftigede sig i løbet af sine 24 år i Kolding Byråd hovedsageligt med byens skoler og sociale spørgsmål. Hun sad i Socialudvalget, Børneværnsudvalget, Udvalget for Husmoderferier, Skoleudvalget (formand 1970-1985) og Skolekommissionen. Sonja Andersen kom desuden som den første kvinde i Kolding Byråd med i Økonomiudvalget (1982-1985). Et udvalg, hun dog trådte ud af igen, da hun fandt det for tidskrævende. Endelig sad hun i Skærbæksværkets bestyrelse og Udvalget for Kommunens Forsyningsvirksomhed. Hun var aktiv i flere skolenævn i 70'erne og var desuden medvirken til at bygge Bakkeskolen, Munkevængets Skole, samt i udvidelsen af Sdr. Bjert Centralskole, Lyshøjskolen, Bramdrup Skole, Alminde-Viuf Fællesskole og Dyrehaveskolen (Kolding Stadsarkiv).


Litteratur og kilder

  • Kvindelige lokalpolitikere i Kolding 1909-2005, skrevet af historiestuderende ved Syddansk Universitet, Kolding. Redigeret af Mogens R. Nissen. Udgivet som webpublikation af Kolding Stadsarkiv, 2009 på http://www.koldingstadsarkiv.dk.