Søren M. Jensen

Fra KoldingWiki

Skift til: Navigation, Søgning

Søren M. Jensen

B31916.jpg
Søren M. Jensen. Foto på Borgmesterkontoret

Født: 22. maj 1892

Død: 12. juni 1972

Ægtefælle: -

Erhverv: Redaktør, Koldings borgmester 1946-1950

Søren M. Jensen var socialdemokratisk borgmester i Kolding 1946-1950. Han var medlem af Kolding Byråd 1937-1962, i perioden 1950-58 1. viceborgmester og 1958-62 2. viceborgmester. Fra 1925-1946 var han medlem af Ligningskommssionen og 1962-66 kommunal revisor. Desuden var han 1928-30 medlem af Indlemmelseskommissionen.

Søren M. Jensen blev opstillet som borgmesterkandidat til byrådet i 1946 i konkurrence med togfører Marinus Larsen. Hans borgmesterperiode var hæmmet af bolignød, skolemangel og efterkrigstidens vanskelige materialesituation, der forhindrede igangsættelse af større anlægsarbejder. Søren M. Jensen førte i modsætning til sin socialdemokratiske forgænger Knud Hansen en forsigtig økonomisk politik, og Socialdemokraterne gik i 1950 til valg på ”Sund økonomi for byen – arbejde og beskæftigelse til alle”. Den konservative Jydske Tidende skrev på Søren M. Jensens 60-års dag i 1952: ”Han er på det kommunale område ikke alene dygtig, men også en dreven taktiker, en mand, der under arbejdet for sin bys ve og vel ikke lader sig lede af yderligtgående synspunkter”.

Ved byrådsvalget i 1950 afløstes Søren M. Jensen som borgmester af den konservative Peter Beirholm, der fik den nødvendige støtte fra Retsforbundets repræsentant i byrådet. Ved byrådsvalget i 1954 afgjorde en lodtrækning, at det blev Peter Beirholm og ikke Søren M. Hansen, der blev borgmester i Kolding. Lodtrækningen skyldtes, at det radikale byrådsmedlem Ida Jørgensen ikke ville vælge side.

Selv om Søren M. Jensen kun havde en kort periode som borgmester, havde han i hele sin byrådsperiode betydelig indflydelse på byens styre. Fra 1943 var han sit partis ordfører i byrådssalen, han var i samtlige 5 byrådsperioder medlem af Kasse- og Regnskabsudvalget og Kolding Kommunes repræsentant i Kolding Sygehus´ bestyrelse.

Søren M. Jensen var født 22. maj 1892 i Breth ved Horsens og døde 12. juni 1972 i Kolding. Forældrene, der var i små kår, flyttede senere til Horsens, hvor Søren M. Jensen tog mellemskoleeksamen og derefter kom i tekstilarbejderlære på F.C. Madsens Dampvæveri. Som kun 21-årig blev han formand for Tekstilarbejdernes Fagforening og redigerede samtidig et socialdemokratisk ungdomsblad. Han fik på den baggrund tilbudt at blive journalistelev på Horsens Socialdemokrat. I 1920 kom han til Kolding som journalist på Kolding Socialdemokrat, hvor den senere borgmester Knud Hansen var redaktør. Søren M. Jensen var eneredaktør for Kolding Social-Demokrat 1937-62, der fra 1947 hed Tidens Tegn.

Søren M. Jensens datter, Inger Jensen gift Juul, blev den første leder af Børnehaveseminariet i Kolding.

Litteratur og kilder

  • Birgitte Dedenroth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000, 2001
  • Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 3, 1982
  • Eskild Jørgensen: Fra Hvidtfeldts tid til vore dage, Socialdemokratiet i Kolding 1886-1976, 1976.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4 Jensen, Søren M.


Kolding borgmester fra 1874

C. P. C. SchiørringViggo BallerEdvard LauOluf BechHans SollTh. Fischer-NielsenValdemar JuhlKnud HansenValdemar JuhlSøren M. JensenPeter BeirholmPeter RavnBent RasmussenPer Bødker AndersenJørn Pedersen