Koldings gymnasier

Fra KoldingWiki
(Omdirigeret fra Munkensdam Gymnasium)
Det nye skolehus, som stod færdigt d. 26. Marts 1732. Her havde Kolding Gymnasium til huse, indtil det i 1975 flyttede op på Skovvangen 10. Billedet her er fra 1939. Kolding Stadsarkiv, Fotograf: J. Ingemann

Kolding har i dag to gymnasier; Kolding Gymnasium og Munkensdam Gymnasium. Kolding Gymnasium blev grundlagt allerede i 1500-tallet og var i mange år byens eneste gymnasium. Først da de danske gymnasier i sidste halvdel af 1900-tallet blev allemandseje, i stedet for eliteskoler, blev der brug for et nyt gymnasium i Kolding. Munkensdam Gymnasium startede op i 1979. Derved fik byen sine to gymnasier, der i dag ligger i skarp konkurrence om de kommende gymnasieelever.

Kolding Gymnasium

Det første gymnasium der blev oprettet i Kolding, var Kolding Latinskole, som senere hen er blevet til Kolding Gymnasium. Kolding Latinskole nævnes for første gang i 1542, hvor den fik tildelt kongetiende af Almind sogn. Skolen blev oprettet af Christian d. 3 efter reformationen. Da Christian den tredje døde i 1559, efterlod han sig en enkedronning - dronning Dorothea - som bosatte sig på Koldinghus. I 1566 sørgede hun for, at det første skolehus til Kolding Latinskole blev oprettet. Det nye skolehus blev lagt i det nordvestlige hjørne af kirkegården ved Sct. Nicolai Kirke - her blev gymnasiet liggende frem til 1975.

I 1720’erne var dronning Dorotheas skolehus så faldefærdigt, at man satte gang i byggeriet af et nyt, som stod færdigt d. 26 marts 1732. Den nye skole blev opført på samme sted som det gamle skolehus. I 1937 var der store problemer med pladsen i skolebygningen, og en omfattende udvidelse blev sat i værk. Den nyrenoverede bygning stod færdig i 1942 - en smule forsinket på grund af besættelsen. Med denne udvidelse havde man nået det maksimale for, hvor stor bygningen kunne blive, med den plads der var til rådighed med den daværende beliggenhed.

I den sidste halvdel af det 20. århundrede steg antallet af elever, der gik i gymnasiet, eksplosivt. I 1954 gik 5,8 % af en ungdomsårgang i gymnasiet, i 1974 var det 19,2 % og i 1984 var den helt oppe på 25,2 %. Derfor var det kun naturligt, at gymnasiet snart fik brug for nye lokaler.

I 1975 flyttede Kolding Amtsgymnasium, som det hed på det tidspunkt, op til de nye bygninger på Skovvangen 10, der blev opført fra 1973-1975. Den gamle bygning ved Skt. Nicolai kirke blev lavet om til kontorer for Social- og Sundhedsforvaltning. Den nye placering af Kolding Gymnasium kan umiddelbart virke ulogisk, men faktisk var det en del af en større byplanlægning, som Kolding Kommune havde for uddannelsesinstitutionerne. Planens grundidé var, at området ved Skovvangen skulle blive til et uddannelsescenter. Gymnasium, højskole, bibliotek, børnehaveseminar og Teknisk skole (nu Hansenberg) skulle samles her. Oliekrisen i 1973-74 betød dog at projektet midlertidigt måtte droppes på grund af mangel på økonomiske midler, og ideen med et uddannelsescenter blev kasseret.

Munkensdam gymnasium

På billedet ses Munkensdam Gymnasium. Munkensdam blev grundlagt på grund af den stigende tilslutning til gymnasier, der opstod i sidste halvdel af 1900-tallet. Billedet er fra 1995. Kolding Stadsarkiv, Fotograf: MB

De nye bygninger, som Kolding Gymnasium flyttede i, var dog stadig ikke store nok til at kunne rumme det stadigt stigende antal elever, der ville gå på gymnasiet. Derfor blev der i 1979 grundlagt et nyt gymnasium i Kolding; Munkensdam Gymnasium. De første to år var der endnu ikke opført bygninger til det nye gymnasium, så eleverne på Munkensdam Gymnasium blev undervist i lokaler på Munkevængets skole. Da Munkensdam Gymnasium åbnede dørene i de lånte lokaler den 13. August 1979 havde skolen 94 elever.

Placeringen af det nye gymnasium var omdiskuteret. Da Kolding Gymnasium for nylig var flyttet op i den nordlige del af byen, virkede det naturligt at placere det nye gymnasium i den sydlige del af Kolding. Den endelige placering i den sydlige del af byen valgtes, fordi området var stort nok til at kunne rumme alle de faciliteter, et gymnasium har brug for, såsom parkeringsplads, sportshal mm. Bygningerne til gymnasiet stod færdige i 1981.

Munkensdam blev grundlagt på opfordring af Kolding Gymnasiums rektor Ole Ballisager og lærerrådet på KG, der sammen fremlagde ideen til Vejle Amt om at grundlægge et nyt gymnasium i Kolding. Sidenhen har de to gymnasier udviklet sig i forskellige retninger. Der har været stor vækst på Munkensdam gymnasium, fra de 94 elever i 1979 til omkring 800 elever i 2016, hvor Kolding Gymnasium har oplevet en mindre vækst i antallet af elever, fra 710 STX-elever da de i 1975 skiftede den gamle skolebygning ud med Skovvangen, til 551 STX-elever i 2016. Hertil kommer, at Kolding Gymnasium har både HF og IB kurser, hvor der samlet går 276 elever. Kolding Gymnasium har i alt 827 elever i 2016.

Hvis man spørger elever fra de to gymnasier om, hvilke typer der går på det andet gymnasium, vil man få ret forskellige svar: Det stereotype billede af en elev fra Kolding Gymnasium, karakteriseret af en elev fra Munkensdam, er således en person, der sandsynligvis er af anden etnisk baggrund. Pigen går med alt for meget make up og mærkevaretøj, mens drengene går i Adidas joggingbukser og ikke gider gøre noget ud af sig selv. Det stereotype billede af en elev fra Munkensdam Gymnasium, karakteriseret af en fra Kolding Gymnasium, er sandsynligvis, at de er en værre flok hippier, der ryger hash og har dreadlocks.

De to gymnasier har siden Munkensdams oprettelse i 1979 været i konstant udvikling i forskellige retninger. I de seneste år har tilslutningen til gymnasierne ikke været så stor, og der er derfor opstået en kamp om eleverne. Denne kamp har medført, at de to gymnasier er begyndt at profilere sig forskelligt, hvilket tydeligt kan ses, hvis man besøger de to gymnasiers hjemmesider. Kolding Gymnasium profilerer sig som et gymnasium med stor vægt på det faglige, mens Munkensdam har større fokus på kreative kompetencer som musik og skuespil.


Kilder:

  • Ole Ballisager (1992), ”Udflytningen til Skovvangen”, i: Fra skolehus til amtsgymnasium 1542-1992
  • Carl-Johan Bryld og Jørgen Olsen (1992), ”Fra skolehus til Amtsgymnasium og HF-kursus, hovedlinier i skolens historie”, i: Fra skolehus til amtsgymnasium 1542-1992
  • Jens Hansen (2004), ”Munkensdam Gymnasium gennem 25 år”, i: Anonym, Koldingbogen 2004
  • Kolding Amtsgymnasium og HF- kursus 1992, Fra skolehus til amtsgymnasium 1542-1992.
  • Kolding Gymnasium, ”Skolens elever”, i: Kolding Gymnasium årsberetning 1975-1976, Konrad Jørgensens bogtrykkeri a/s
  • Jesper Ratjen(2008), ”QværasViator – Du spørger vandringsmand – Latinskolens indvielsestavle i nyt lys”, i: Koldingbogen 2008