Kongehusvej

Fra KoldingWiki
Version fra 25. feb 2016, 14:13 af Henba (diskussion | bidrag) Henba (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Kongehusvej er et gammelt navn for det nuværende Piledamsvej. Strækningen nærmest Haderslevvej hed i vejviseren fra 1902 Kongehusvej og i 1904 Kongehusgade. På bykortet fra 1930 benævnes den sydvestlige del af vejen Piledamsvej, mens den nordøstlige del hedder Nyvej.


Kongehusvej er en sidegade til Sdr. Kongevej, og heri ligger faktisk en stor del af forklaringen på navnet.


Kongevejene er et koncept, som Frederik II indfører, da han er træt af rigets dårlige veje. Det er hovedsageligt et sjællandsk fænomen, men der blev også lavet en kongevej fra Jelling over Koldinghus til Haderslevhus. Kongevejene var forbeholdt kongen, og det var strafbart at færdes på dem for menigmand. Dette forbud blev håndhævet af lensmandens folk – blandt andet ved at færdes på dem men også ved at ansætte faste opsynsmænd. En sådan opsynsmand skulle forhindre hærværk på milepælene, istandsætte vejen, og han skulle have et hus, der lå, hvor han bedst kunne holde opsyn.


I Kolding kan Kongehuset findes på adressen Brinken 9, og dette har givet Kongehusvejen sit navn. Kongehuset blev bygget, hvor det er, fordi det var derfra, der bedst kunne holdes opsyn med kongevejen. Der var der en bom, der forhindrede de kørende på Dalbyvej i at smutte ned af den komfortable kongevej.


Kongehusvej har altså navn efter Kongehuset, der i dag ligger på Brinken 9.


Litteratur og kilder


  • Lokale vejvisere 1877 - 1993.