Kolding Husmoderforening 1935 - 2005

Fra KoldingWiki
Kolding Husmoderforenings sidste bestyrelse, ca. 2005. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Kolding Husmoderforening blev stiftet 14. december 1935. Fru Christine Eriksen var den første formand. Arrangementerne omfattede både foredrag og mad- og bagedemonstrationer. Alene i maj 1936 kunne man samle 150 interesserede til en bagedemonstration, og allerede efter det første år havde foreningen fået 180 medlemmer.


Under krigen fokuseredes på at sikre de nødvendige og rigtige næringsstoffer ved bl.a. tilberedning af indsamlet frugt til saft og marmelade. Medlemmerne deltog i samariterkurser, gik ind i beredskabstjenesten osv. I november 1945 oprettedes en bridgeklub, der efterhånden blev et bærende element i foreningen. Man fortsatte også kursusvirksomheden og aflagde besøg på virksomheder og institutioner i Kolding og i nærområdet.


I 1965 deltog Kolding Husmoderforening i fejringen af 50 året for kvindernes valgret til Folketinget ved “Kvindernes Eg” i Slotshaven. I 1967 var foreningen vært for en debat om fri abort mellem overlæge E. Brandt-Nielsen, Kolding Sygehus, og Bjørn Seldan, formand for Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds. Et møde, der trak fulde huse. Samme år bagte man 20.000 æbleskiver i forbindelse med Koldinghus’ 700 års jubilæum.


Pga. utilfredshed med betalingen til hovedorganisationen De Danske Husmoderforeninger besluttede Kolding Husmoderforening i 1988 at melde sig ud af landsorganisationen fra 1. januar 1989. Flere syd- og sønderjyske foreninger fulgte trop.


I 2005 måtte bestyrelsen erkende, at tiden var løbet fra foreningen, og man vedtog i enstemmighed at nedlægge den.


Litteratur og kilder

  • Ingrid Ebbesen: Kolding Husmoderforening 1935-2005, Koldingbogen 2006.
  • Kolding Husmoderforening under besættelsen, uddrag fra jubilæumsbogen ”Kolding Husmoderforening 1935 – 14. december – 1960”, åbner på krigendagfordag.dk