Kolding Eksportmarked

Fra KoldingWiki

Skift til: Navigation, Søgning

Kreatureksporten fra Kolding begyndte i 1880erne på initiativ af hotelkarlen og kreaturekspeditøren Jens Holm, der så mulighederne i at samle kreaturhandelen i Kolding. Her kunne kreaturerne komme med jernbane, blive handlet og derefter afskibes til Tyskland fra Kolding Havn, der lå tæt op ad jernbanestationen. Jens Holm traf aftale om håndtering af de levende kreaturer i Kolding både med eksportører og importører.

I starten foregik det ugentlige kreaturmarked under åben himmel, men i 1913 opførte Kolding Kommune de første markedsstalde på Nordhavnen med arkitekt A. Th. Hagerup som arkitekt. I 1918 købte Kolding Kommune Jens Holms egne stalde og hele hans virksomhed, derefter samledes kreaturhandelen i en kommunal institutionen ”Kolding Eksportmarked”, ledet af et kommunalt udvalg og en bestyrer, senere direktør.

Eksporten af levende kreaturer fra Kolding var i nogle af besættelsesårene ca. 100.000 stk. pr. år og i begyndelsen af 1960erne over 150.000 stk. pr. år, men derefter faldt eksporten drastisk, og efter Danmarks indtræden i EU eksporterede man i stedet kreaturer og fersk kød med lastbil. I 1983 overdrog Kolding Havn driften af Kolding Eksportmarked til et anpartsselskab, hvor først Henning Klinge, senere Christian Hesseldal blev formand.

I 1992 blev Kolding Havn sammen med Billund Lufthavn godkendt som EU-grænsekontrolsted for import af levende kreaturer fra tredjelande og i 1993 som transit- og omladestation af kreaturer og grise til eksport inden for EU og eksport til tredjelande.

Omkring år 2000 flyttede Kolding Eksportmarked, nu benævnt Kolding Export Center, til Profilvej 30 i Eltang.

Litteratur og kilder

  • Kolding Havn 1843-1993 udgivet af Havneudvalget i Kolding, red. Birgitte Dedenroth-Schou, 1993.
  • Christian Hesseldal: Kolding Eksportmarked og Kolding Exportslagteri A/S, Koldingbogen 1998.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 63.62.