Jernbanegade 54

Fra KoldingWiki

Den 28. januar 1853 blev grunden solgt af boet efter apoteker Eilschou til snedkermester Niels Knudsen, som lod jorden udstykke. De danske Våbenbrødre købte den 13. december 1889 matrikel 441e, der er den nuværende Jernbanegade 54. Våbenbrødrene opførte samme år en forsamlingsbygning med restaurant kaldet Kronborg, tegnet af arkitekt Johan Christian Fussing. Fra 1896 blev restauranten udlejet til restauratør Hans Nielsen.

Den 10. december 1898 købte Hans Nielsen bygningen og indrettede den til hotel under navnet Hotel Kronborg. I handelen indgik aftale om, at våbenbrødrene fortsat kunne mødes i bygningen. I 1916 fik bygningen nyt navn, Palæhotellet, og bygningen blev ombygget i forbindelse med Genforeningen i 1920. Hotellet blev i 1923 solgt til Alfred Larsen, men året efter købte Hans Nielsen det tilbage. Søren Peter Larsen overtog hotellet i 1927 og drev det frem til 1933.

Holger Svendsen tog hotellet i forpagtning 1933 og købte det i 1934. Senest i 1936 ændredes navnet til Ny Missionshotel. Den tyske besættelsesmagt beslaglagde hotellet i den sidste del af krigen. Efter istandsættelse blev det i 1946 solgt til Christian Johannes Kragh, der gav hotellet dets sidste navn: Grand Hotel. Dette navn var tidligere anvendt 1919-1929 i Klostergade 26 af en anden personkreds. 1950-1960 var Knud E.R. Hansen ejer og derpå Niels Johansen til 1968. Frem til omkring 1980 fulgte flere ejere: Robert Wilhelmsen, Jens Mikkelsen, Kresten Nielsen, Poul Jensen og P. Jørgensen.

Omkring 1970 adskiltes hotel og restaurant, der blev ombygget til dansested med navnene Don Quijote, Romantica og Macnamara. Hotellet blev lukket i 1973 af Kresten Nielsen og hoteldirektør Kjeld Lundsgård. Siden 1993 har musikstedet Pitstop ved Ulf Jensen haft til huse i bygningen.


Litteratur og kilder

  • Holger Villumsen: Fire missionshoteller i Kolding, Koldingbogen 2010.
  • Carl Riisgaard:14 år med Pitstop, Koldingbogen 2007.