Hos Laura

Fra KoldingWiki
Værtsparret Laura og Bent Christensen bag disken. Foto taget i anledning af 70-års jubilæet, 4-4-1974. Kolding Stadsarkiv, Fotograf Gudrun Hechmann.
Restaurant Hos Laura, 21-11-1978. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

I Låsbygade 27 lå indtil april 1994 et lille spisested, hvor man kunne få serveret gammeldags dansk mad og sludre med de andre stamkunder. Sådan havde det været igennem 90 år – hos Laura.

Laura Eriksen, der oprindeligt var skolelærer, startede i 1904 en lille kælderbeværtning i Jernbanegade 25 kaldet Slotshallen. Hun startede ud med et pund kaffe og en flaske brændevin, og bad til, at ingen spurgte efter andet, før der var kommet penge i kassen. Det var der heldigvis ingen der gjorde, og inden længe kom der godt gang i forretningen. Da der i 1914 kom forbud mod kælderbeværtninger, overtog Laura Central Caféen i Låsbygade 27. På dette tidspunkt var der 27 restaurationer i gaden, så konkurrencen var hård fra start, men Laura klarede sig godt. I 1942 overtog datteren Edel restaurationen, der i årene efter skiftede navn til ’Hos Laura’, eftersom stedet i folkemunde alligevel ikke blev kaldt andet.

Edels datter Laura Christensen stod i 1965 klar til at overtage efter sin mor. Hun gik sammen med sin mand Bent, der var slagtermester på Gøhlmannsvej, i gang med en gennemgribende renovering af huset. Laura lavede god dansk mad, og de solide retter blev serveret af Bent. ’Hos Laura’ havde åbent mandag til lørdag fra kl. 9-24, og havde plads til 70 spisende gæster, foruden 35 personer i forlokalet og baren.

I starten af 1990’erne var det efterhånden blevet sværere og sværere at få økonomien til at hænge sammen, og på trods af at 4. generation, datteren Berit, ellers var klar til at overtage familievirksomheden, måtte ’Hos Laura’ lukke i 1994.

Litteratur og kilder

  • Kolding Stadsarkiv: Saglig samling 64.909.
  • Folkebladet Sydjylland - 3-3-1988.