FDBs Fabrikker

Fra KoldingWiki
FDB's bygninger set fra Sydbanegården. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Kongebro med FDB og Holmsmindes Trævarefabrik, 5.10. 1963. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

FDBs fabrikker blev opført i 1896, i øvrigt samme år som selve FDB blev oprettet. Fabrikkerne var de første andelsforeningsejede egenproduktions faciliteter i verden. Fabrikken kom med årene til at strække sig over hele arealet mellem banen og Klostergade og producerede primært kaffe og chokolade. Største udvidelse skete i 1922, da den store chokoladefabrik blev opført, nuværende Brostræde 3-5. I 1940erne byggedes kontorbygningen Klostergade 16 og i 1963 byggedes vinkelbygningen på Brostræde 3-5.

Den tyske besættelse af Danmark og deraf følgende manglende leverancer af kaffe og kakaobønner gjorde det vanskeligt at opretholde produktionen. I stedet produceredes kaffeerstatning, marmelade og en særlig type te.

I 1950erne flyttede en del af produktionen til København og i 1974 lukkede kafferisteriet. I 1976-1977 flyttede chokolade- og bolsjeproduktionen til nybyggeri på Platinvej ved Motorvejen, nu med det nye navn Nordchoklad. Nordchoklad var oprettet i 1969 som et fællesnordisk selskab af kooperative virksomheder for at opnå større effektivitet ved specialisering af produktionen. Fabrikken i Kolding er senere lukket, og bygningerne på Platinvej overtaget af Velux.

I Klostergade blev den ældste bygning efterfølgende i 1979 revet ned for at give plads til en parkeringsplads, og kontorbygningen blev indrettet til forsamlingshus kaldet Klostergården. I dag huser bygningen Kolding Kommunes Seniorforvaltning, mens bygningen Brostræde 3-5 benyttes af lokale sportsforeninger. (Kolding Stadsarkiv)

Litteratur og kilder

  • A. Axelsen Drejer (red.): Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger 1896-1946. København, 1946.
  • Max Mortensen: FDB – en stor fabrik midt i byen, Koldingbogen 1986.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 37.86, 33.4 og 46.4 Klostergade.