Børnehaven Haderslevvej

Fra KoldingWiki
Børnehaven Haderslevvej, 1957. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N.N.

Børnehaven Haderslevvej blev indviet d. 19. januar 1944 på Haderslevvej 69, som den første kommunale daginstitution i Kolding.

Behovet for offentlige børnepasningstilbud var blevet større og større i takt med det stigende antal kvinder, som i et forsøg på at forbedre deres familiers økonomiske vilkår, havde valgt at søge ud på arbejdsmarkedet. De eksisterende private børnepasningsudbydere kunne ikke længere alene dække behovet. Børneasylet i Kolding kunne f.eks. rumme 80 børn, men i februar 1943 var der 100 børn.

Det var seks af byens kvindeorganisationer, der stod bag initiativet om at etablere en kommunal børnehave. Det drejede sig om; Dansk Kvindesamfund, Husmoderforeningen, Den Konservative Kvindekreds, Kvindeligt Arbejderforening og Socialdemokratisk Kvindeudvalg.

Efter opfordring fra kvindeorganisationerne vedtog Kolding Byråd d. 26 marts 1943 at købe ejendommen Haderslevvej 69 med det formål at oprette en kommunal daginstitution. Der skulle først en større ombygning til, som arkitekt Sigurd Madsen stod for. Køb af ejendom og ombygningen løb op i 80.000 kr., hvilket mange på dette tidspunkt under besættelsen anså som værende en dyr omgang (omkring 1,7 mio. kr. i 2024). Men som Kolding Folkeblad skrev ved indvielsen: "[...] resultatet er derefter. Her er alt, hvad der hører til en børnehave, alt hvad tænkes kan, der kan gøre tilværelsen så lys, let og munter for de små, som muligt."

Børnehaven fik plads til 56 børn i alderen 3-7 år, og kontingentet blev på 2,50 kr. pr. barn pr. uge. Frøken Ragna Warming, som var frøbeluddannet og som kom fra en stilling i Bogense Børnehave, blev ansat som leder fra 1. januar 1944.

I februar 1945 blev børnehavens lokaler beslaglagt at den tyske værnemagt, så børnehavens 48 børn måtte flytte ind i Kristkirkens krypt i nogle måneder.

I 1947 købte kommunen en tilstødende grund på 554 m², til udvidelse af børnehavens legeplads.

I 2008 fusionerede Børnehaven Haderslevvej med Børnehaven Riis Toft, og sidenhen er de to afdelinger gået under navnet: Børnehaven Over Vejen.

Litteratur og kilder

  • Torben Larsen: Den første kommunale børnehave i Kolding, Koldingbogen 2005.
  • Kolding Stadsarkiv: A98 Borgmesterkontorets journalsager 842.7
  • Kolding Folkeblad - 16-2-1943 og 19-1-1944.